Soeren Ganske som et par af vores ‘drenge’ gennemkørte Vättern i løbet af sommeren, har FBL også været repræsenteret i et par af de franske ‘nyklassikere’ på motionsfronten: La Marmotte og L’Étape du Tour. Begge er det løb, som kræver lang forberedelse og rigtig god form. I nedenstående beretning kan du først, med Sørens egne ord, læse om prøvelserne under La Marmotte. Og her var tilsyneladende tale om prøvelser. I en grad så det måske er passende at starte med en advarsel mod ‘stærke scener’ …

Løbsreferat fra dette Ã¥rs La Marmotte: Vi lagde ud lørdag morgen klokken 07 i Bourg d’Oisans. Var i første startgruppe, dvs første 300 ud af 7000, sÃ¥ strategien var klar. Den skulle ha fuld smadder de 10 km frem til Col du Glandon, for at undgÃ¥ følgeskab og heraf flaskehalse. Den var alle med pÃ¥, sÃ¥ det blev en 47-48 i snit pÃ¥ dette stykke – sÃ¥ er man jo ogsÃ¥ varm inden det gÃ¥r opad!

Jeg havde nok undervurderet turen op af Col du Glandon. Kunne jo nok have sagt mig selv, at når vi taler et HC bjerg, ja så går det altså opad ‘for real’. Men gik altså friskt til sagen.

Soeren_1Jeg havde inden turen sat mig et mÃ¥l om sub 8 timer, dog med en margin pÃ¥ 30 minutter, hvilket stadig giver guld (brevent d’Or). Jeg vidste hvilket hjul, jeg skulle sidde i (en gruppe med et par erfarne Marmotte deltagere), men mÃ¥ slippe dem 4 km fra toppen. Kommer op i tiden 1.45 hvilket er 5 minutter efter skemaet. Det henter man ikke med min teknik pÃ¥ nedkørslen, men fandt en god gruppe i bunden og kunne sidde i god læ frem til næste stigning.

På Telegraph, begynder det så småt at gøre nas. Oplever næsten aldrig kramper herhjemme, så bliver en anelse nervøs her. Kommer dog rimeligt ok over denne stigning, der næsten går direkte over i den værste knold; Col du Galibier. Hold kæft en led satan! Nu er der kramper både når jeg står op og sidder ned, og jeg veksler egentlig bare for at flytte smerten. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og begynder så småt at indse, at der er en reel mulighed for, at jeg ikke kommer i mål.

Jeg stopper ved vores depot 1 km fra toppen, hvor vores guide spørger, hvad jeg vil have fra buffet’en. Jeg kan af en eller anden grund ikke tale, hvilket ogsÃ¥ er ligegyldigt, da jeg slet ikke kan tage stilling til noget pÃ¥ nuværende tidspunkt. Han trækker bare pÃ¥ skuldrene og fylder mine lommer med diverse carbs … og jeg kæmper mig den sidste, uendeligt lange kilometer op af et nu snedækket Galibier.

Soeren_2NÃ¥, en god lang nedkørsel, og jeg er egentlig ikke sÃ¥ langt efter tidsskemaet, som jeg troede. SÃ¥ jeg begynder at jagte en gruppe i horisonten, sÃ¥ jeg har følgeskab frem mod Alpe D’Huez, hvilket lykkedes og herfra gÃ¥r det smertefrit frem imod sidste  stigning. Jeg sidder her med en fornemmelse af, at adrenalinen og tilskuerne nok skal fÃ¥ mig op de sølle 13.2 km til mÃ¥l. Stopper ved vores sidste depot for foden, hvor vores mand har valgt at placere sig lige efter tidsmÃ¥tten, der sikrer en individuel splittid for Alpe D’Huez.

SÃ¥ jeg starter med at bruge lidt energi pÃ¥ at give ham en skideballe, da jeg har tænkt mig at lave noget stort pÃ¥ dette historiske bjerg. NÃ¥, fÃ¥r tanket op, og ganske rigtigt – adrenalinen skyder mig op af bjerget … sÃ¥dan cirka 50 meter, og sÃ¥ stÃ¥r jeg bare HELT stille. Wow …

Jeg fÃ¥r lige fundet et lidt mere realistisk tempo og tager kampen op. Temperaturen er her 38 grader, og jeg begynder sÃ¥ smÃ¥t at opleve hvordan en dehydrering føles. Ca 3 km oppe mÃ¥ jeg af cyklen og kaste op. Sidder lidt dér i solen fuldstændig tømt, og det begynder at se lidt hÃ¥bløst ud. Hjælper dog at stille sig under et af de smÃ¥ vandfald, der er langs klippe væggene – og fÃ¥ kølet kroppen ned. Men fÃ¥r kæmpet mig det sidste stykke i mÃ¥l, i hvad der mÃ¥ være en af historiens langsommeste Alpe D’Huez splittider.
Soeren_3
Er dog alt i alt godt tilfreds med sluttiden, der blev 8 timer og 28 minutter. Det var sÃ¥ absolut det hÃ¥rdeste, jeg nogensinde har prøvet. Det var smerter, som jeg aldrig har oplevet det før, og billedet (tv) er pÃ¥ ingen mÃ¥de opstillet. Jeg havde kramper over alt (!), da jeg kom i mÃ¥l. Men, det er jo ogsÃ¥ det, der gør det fedt. Det var virkelig en fantastisk oplevelse at ‘besejre’ disse bjerge, og jeg vil anbefale alle, der ikke har kørt den før, at overveje La Marmotte i 2011. Det er super løb, og meget bedre organiseret, end rygtet siger. Jeg prøver i hvert fald igen næste Ã¥r, hvor fokus vil være pÃ¥ at spise og drikke optimalt, og ikke som i Ã¥r, hvor det blev sÃ¥dan lidt pÃ¥ ‘fornemmeren’ …”

Læs mere og se flere billeder på Sørens egen blog.