Trnerens_blog Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at denne vinter har været lidt af en prøvelse for væddeløbsrytterne. Mange har et lille underskud på kilometer-kontoen og måske et ditto overskud af ubrugt energi. Men nu er foråret her, og heldigvis for det, for der er kun én måned til sæsonstart. Så frem til sæsonstart skal intensiteten i træningen have et nøk opad, skriver FBL coach, Bo Kamstrup, og giver her input til hvordan.

Det skulle snart være mere reglen end undtagelsen, at vi kan gennemføre træningspas i plusgrader og slippe for at bekymre os om is og sne på asfalten. Hvor fokus i intervallerne hidtil har været på medium intensitet, så skal den have en ekstra tand frem til sæsonstart.

Har man ikke fået trænet nok i løbet af den lange vinter, så er der ingen grund til panik (det har sjældent givet det store udbytte!). Men er man langt bagud, så er der ikke så meget at gøre ved det, udover at træne fornuftigt med udgangspunkt i eget niveau og så acceptere, at løbsformen indfinder sig lidt senere end sædvanligt. Selvfølgelig kan man sørge for at træne hårdt og i rette mængder, men omvendt er der en grænse for, hvor store fremskridt man kan gøre på én måned.

Står man som ny i sporten og kunne tænke sig at træne med en klub, så er det ved at være nu, hvis man vil køre stærkt inden sommer. Man skal ikke lade sig afskrække af lidt kold luft. Ej heller af at væddeløberne har trænet hele vinteren og formmæssigt er foran.

I FBL har vi plads til alle med lidt grundform og den rigtige indstilling. Vores træning er i høj grad baseret på intervaltræning, og vi deler os op efter niveau, så man får kørt sine intervaller med nogle på ens eget niveau, nogle man kan matche. Resten af turene er ren rul, hvor alle med grundformen i orden kan være med.

Vi træner tirsdag og torsdag aften kl. 17.30 omkring Avedøre Holme eller Værløse. Søndag har vi vores lange træningspas med start kl. 9.00. Det er muligt at køre alt mellem 50 og 130 km om søndagen, da ruten lægges sådan, at der er mulighed for at dreje fra, hvis man fx ikke har appetit på de trecifrede kilometertal.

Snart går vi over til sommertid og så vil vores aftentræning også gå over til sommertid. Dvs. at vi kører i det meste af Nordsjælland og alligevel er hjemme omkring lygtetid. Alle interesserede er velkommen til at dukke op.

PÃ¥ gensyn
Bo ‘coach’ Kamstrup