En af de mange myter, som cykelsporten er så rig på, handler om, at man skal køre mange km og træne hårdt hver uge, hvis man vil gøre sig håb om at klare sig i væddeløb.
Det er også helt korrekt, at man i cykelsporten får løn som fortjent. Der skal en betydelig indsats til, hvis man vil op at køre med blot de næstbedste. Det kræver talent, vilje og hårdt arbejde. Springer man over, hvor gærdet er lavest, ja så er der hurtig og kontant afregning.
Mange amatørryttere kunne dog med fordel træne lidt mindre og lidt mindre hårdt i løbssæsonen og alligevel opnå bedre resultater.
For mens der bestemt ikke mangler vilje til at træne ofte og hårdt, så overser mange amatørryttere desværre, at jo hårdere de træner, jo større bliver deres behov for hvile.
Det er helt basalt, at jo mere stress i form af træning og konkurrencedeltagelse, man udsætter sig selv for, jo større er behovet for restitution. Forsømmer man sin restitution, så kan man træne nok så hårdt uden at få andet ud af det end ringere og ringere præstationer.
Modsat professionelle ryttere har de fleste amatørryttere ikke mulighed for at koncentrere sig 100% om deres sport, og rent praktisk er det også de færreste, der har mulighed for at hvile så meget, som en ugentlig træningsindsats på f.eks. 12-15 timer kræver, når hverdagen også inkluderer job, studie osv.
For mange ville en klog justering af deres træning i løbssæsonen være at nøjes med at træne hårdt én dag om ugen og derudover rulle 1-2 timer med lidt indlagte sprintøvelser 2-3 dage om ugen.
På den måde kan man sikre sig, at man er velrestitueret til weekendens væddeløb og har mere at køre med i finalen.
