Tre af FBL’s licensryttere – Lars, Christian og Bo – tog sidste søndag turen til det kuperede Sydfyn for at køre Ã¥rets sidste motionsløb, “Alpetrampâ€. Alle tre ryttere var stadig skarpe – og det samme var “Alpetrampâ€. De tre FBL’ere synes i hvert fald, at løbet, som snor sig rundt i de sydfynske bakker, var en bÃ¥de god og flot oplevelse! Og det er virkelig prisværdigt, at nogle kan og vil arrangere et stort løb sÃ¥ sent pÃ¥ Ã¥ret.
En af de FBL’ere, som kørte “Alpetrampâ€, er vores træner Bo. Stadig høj pÃ¥ oplevelsen i det sydfynske, skrev Bo efterfølgende den nedenstÃ¥ende beretning:
Rimfrost og varm kaffe
Det var koldt, da vi ankom til Sydfyn søndag morgen. Klokken var omkring otte, og der var rimfrost på græsset på den lokale fodboldbane, som i dagens anledning var transformeret til P-plads. Det knasede godt under fødderne på vej op til indskrivningen og den gratis varme kaffe i skolekantinen.
Mens vi nød kaffen kunne vi spotte nuværende og tidligere væddeløbere, så der var udsigt til lidt race. Sejt. Ifølge arrangørerne var der tilmeldt ca. 1.200, hvoraf 300 skulle ud på den længste af de tre distancer. Den var på 125 km.
125 km – 1.450 højdemeter – 12 stigninger
Og så havde ca. 1.450 højdemeter, hvilket gør det til et af de mere udfordrende 
motionsløb i Danmark m.h.t. højdemeter. Ruten, skulle det vise sig, var super flot og varieret med masser af store og små bakker. Og langt det meste af løbet foregik på små, snørklede veje, hvor der faktisk ikke var anden trafik end os. 12 af bakkerne var udnævnt til stigninger og var markeret ved deres begyndelse med plakater i vejsiden, der oplyste om længde og stigningsprocent. Rigtig fint træk fra arragørernes side.
De 12 stigninger var dog ikke mere krævende, end at de kunne forceres pÃ¥ stor klinge, hvis man var villig til at bruge 23’eren bagpÃ¥. Sikkerheden omkring løbet var ogsÃ¥ i orden og matchede nogenlunde sikkerheden omkring licensløb. De fÃ¥ gange vi kom ud pÃ¥ hovedveje, var der hjemmeværnspoliti til at holde den øvrige trafik tilbage. Det er den slags, man virkelig sætter pris pÃ¥.
Sol, varme og væddeløbsdragt
Heldigvis var der masser af sol og det var næsten vindstille, sÃ¥ temperaturen krøb hurtigt opad og rimfrosten forsvandt. Det gjorde det let for os at vælge at køre i væddeløbsuniform – suppleret med løse ærmer, ben, vest, kasket og tynde, lange vanter. Vi havde ellers medbragt vintertøjet for en sikkerheds skyld. Men som vi alle udmærket ved, sÃ¥ kan man altsÃ¥ ikke køre race i lange rør eller i vinterjakke. Det spiller bare ikke. Som en tidligere A-rytter sagde til mig engang for mange Ã¥r siden: “Hellere fryse den første time end sidde og dehydrereâ€. Og det har han jo sÃ¥ evig ret i.
Starten
Kl 9.15 rullede vi op til startboksen, og da var det efterhånden blevet 10 grader i skyggen og næsten det dobbelte i solen. De mange, der valgte vinteruniformen, må have svedt tran, da det først gik løs.
Vi stillede os i første og hurtigste startgruppe på ca. 50 mand. Arrangørerne var heldigvis ikke faldet for fristelsen til at sende alle 300 afsted på en gang. Løbet begyndte stille og roligt uden de vilde ryk og forceringer, og sådan fortsatte det faktisk, indtil der var kørt 82 km.
Bakkesprint
De første ca. 30 km skulle vi over 4 af de 12 stigninger, og den fjerde var løbets hårdeste. Arrangørerne havde indlagt en konkurrence om hurtigste opkørsel på den hårdeste bakke, som gik under navnet Golfbakken. Vi kørte med chip, og der var etableret tidstagning i bunden og på toppen, og da vi kom i mål et par timer senere, kunne vi studere vores individuelle tider på knolden. Fornemt.
Mellemstykket
Efter Golfbakken kom et mellemstykke på små 50 km uden ‘officielle’ stigninger. Her skete der ikke så meget, bortset fra at det gik op og ned hele tiden i smukke omgivelser og med solen højt på himlen. Det var faktisk helt afslappende, og der var tid til både at nyde den smukke natur og glæde sig over, at der stadig var lidt saft og kraft tilbage i stængerne, selvom den officielle sæson var slut. Lars og jeg valgte at ‘fede den’ og satte os på hjul i position 15-20 stykker og fik absolut ingen vind på næsen. Christian kørte derimod med i en del udbrudsforsøg, men der var ikke rigtig nogle, der formåede at komme væk.
Væddeløb
Efter 82 km ramte vi Faaborg i samlet flok, og på vej ud af byen skulle vi over en halvkedelig knold i retning af Diernæs. Det var løbets femte ‘officielle’ stigning. Derfra var der dømt væddeløb. De næste 40 km mødte vi de sidste 8 stigninger, og det var ingen tvivl om, at folk havde siddet og sparet sig til dette. De havde sikkert kørt løbet før.
Der blev stukket i højre og venstre og både Lars og Christian var med i flere huk, mens jeg koncentrerede mig om at holde 
mig til blandt de 10-15 forreste og køre så jævnt som muligt. For hver knold dryssede flere af, og der blev også stukket fra fronten.
Faktisk blev det hele splittet ad og folk kom i mål i små grupper. Ca. 30 km fra mål måtte Christian slippe de forreste men kæmpede sig alligevel flot hjem til en placering som nr. 21. Forrest kom et par stykker fri og Lars kørte efter i en mindre gruppe på 6-7 mand. Jeg sad 30 sekunder bagved i den næste gruppe, som også talte på 6-7 mand. Sådan fortsatte det til løbet var slut. Lars endte omkring nr. 5, jeg endte som nr. 13 og Christan som nr. 21.
God efterårstræning
På vejen hjem talte vi om, at løbet var rigtig god efterårstræning for licensløbere og en perfekt måde at bevare mest mulig form. Både fordi løbet var småhårdt, men også fordi det er den slags ‘gulerødder’, der kan være med til at motivere én til at træne kontinuerligt i oktober selvom det sidste rigtige væddeløb er kørt. F.eks. kæmpede Lars og jeg os gennem et par +100 km ture op til løbet for at være klar. Det havde vi næppe gjort, hvis ikke der havde været Alpetramp på programmet.
I modsætning til væddeløb blev der kørt meget mere jævnt, og gennemsnitsfarten i den hurtigste gruppe var da også lavere end man normalt ser i den laveste seniorrække, D-klassen, ca. 35-36 km/t. Ryk var der ikke mange af, og de var hverken særlig hårde eller lange før til sidst. Løbet var derfor heller ikke i nærheden af at være så stressende som et væddeløb. Faktisk var det en stor del af tiden helt hyggeligt og en rigtig god måde at profitere af, at man stadig havde lidt fart i stængerne.
Vi vil alle tre uden tvivl køre løbet igen. Og det kunne være fedt, hvis vi kunne gøre dette løb til en klubtradition, hvor vores motionsryttere og væddeløbere stiller til start sammen.
Link til løbet: http://pedaltramp.dk/joomla/index.php?option=com_content&view=article&id=6&Itemid=7
Fotos venligst udlånt af Gert Lykke.
