Ligesom Søren, har også FBL’s yngste medlem, Jonathan, nedfældet en række ord, som tilsammen udgør en stærk og billedrig beretning. Den stammer fra et andet af sommerens hårdeste motionsløb: L’Étape du Tour. Et motionsløb som år for år, og modsat andre løb, som fx La Marmotte, får ny rute, som nøje udvælges blandt årets mest barske Tour-etaper – typisk årets ‘konge-etape’. I år var valget ikke overraskende faldet på 17. etape. Den som gik fra Pau og til toppen af Col du Tourmalet. En etape, som både professionelle og motionister med rette frygtede.
Klokken slog kvart i fem. Det var tide at stå op og tage tøj på. Det var stadig mørkt, koldt og klamt i Pau, men ikke desto mindre glædede jeg mig. Efter at være trukket i shorts og FBL trøjen, fik jeg hevet en vindjakke på og begav mig ned for at spise. Eller spise blev det egentligt ikke rigtigt til, da spændingen og nervøsiteten var så intens, at det kun blev til et par skefulde müsli og yoghurt. Det var tid til afgang, så jeg gik hurtigt op og hentede flasker, sko, hjelm og hvad man ellers skulle have med. (Dog glemte jeg solcreme, hvilket jeg senere kom til at fortryde!). Jeg gik ned i lobbyen og ventede på de andre fra selvskabet, som var arangeret af en gammel kollega til min far.
Der blev trillet hen til målstregen, hvor de efterhånden 9.000 ryttere havde samlet sig, så der blev skubbet og mast lidt for at finde ordentligt plads. Efter en times ventetid blev startsignalet givet, og vi trillede spændte og friske ud af selve byen ‘en route’ mod de høje bjerge.
Jeg havde dagene forinden gjort mig gode venner med en tidligere neo-pro, nu konditor ved navn Angus, som viste sig at være rigtigt godt kørende. Efter at have fulgtes med ham hele vejen til foden af Col du Marie Blanque, begyndte det kaos, man havde tidligere hørt om. Folk “stod” pakktet sammen, kørerende en del under det, jeg gerne ville, og man skulle rÃ¥be og mase for at komme forbi. Under et uopmærskomt 
øjeblik fra min side, hvor jeg snakkede med den eneste dansker, jeg mødte på turen, så jeg længere oppe Angus i sine luxembourgske nationaltrøje køre afsted. Da vidste jeg, at han ikke løj, når han fortalte, at han havde kørt prof.
PÃ¥ toppen af Marie Blanque satte jeg mig for at nyde nedkørselen – og kunne ikke vente pÃ¥ at ramme den først forplejningszone. Igen blev der skubbet og mast, men de frivillige var i godt humør og var meget hjælpsomme. Op pÃ¥ cyklen igen, og sÃ¥ afsted mod Col du Soulor, et bjerg jeg kendte, da jeg dagen inden havde taget turen op og ned pÃ¥ den anden side. Turen op af den er ikke noget specielt at fortælle om, men den gik dog hurtigere end den meget stejle Marie Blanque.
I bunden var der igen forplejning, og det havde man brug for! Der var nu cirka 50 km tilbage af løbet, og 131 km var passeret. Turen hen mod Col du Tourmalet blev klaret hurtigt pÃ¥ de lige stræk, hvor jeg fik indhentet en bekendt fra den engelske klub, London Dynamo. Her fik vi lukket nogle huller op til nogen af de lidt hurtigere kørerende ryttere foran os. Cirka 30 km fra mÃ¥lstregen, kunne vi allerede mærke stigningen komme. Jeg skimtede ned pÃ¥ min Garmin og spottede 3-4 % stigninger, selvom vi stadig var i dalen. Her ramte det mig som en hammer: det kommer til at blive et helvede at komme op! Eller rettere var det noget i stil med “FUCK FUCK FUCK!” (MÃ¥ske lidt upassende sprog i dette forum … 😉 )
NÃ¥ men, efter nogle kilometer med rædsel i folks øjne og syre i benene, begynde vi at ane skiltet, der officielt slog fast, at Col du Tourmalet var begyndt. Her blev vi mødt af meget Tour De France-agtige tilstande, da tilskuere hældte vandt ned over os og rÃ¥bte “Grand Courage” og “Allez allez!”. Jeg blev grebet af stemningen og indrømmer gerne, at man lige rejste sig op og trÃ¥dte rigtigt igennem, hvor der var flest tilskuere.
En kilometer tilbage og jeg følte mig godt og grundigt brugt. Men jeg havde besluttet mig for at give den fuld gas den sidste kilometer. Så jeg satte cyklen på et tungere gear og rejste mig op. Før jeg vidste af det, var målstregen lige foran mig, direkte efter det sidste sving, som egentligt overraskede mig lidt.
Så stod man der på toppen og havde blandede følelser. Glæde oven at have gennemført. Sorg over at det var ovre.
I alt gennemførte jeg etapen i 9:16:00 for de 181 km og 4000+ højdemeter, som løbet bød på. Alt i alt en, for mig, tilfredstillende præstation, når man også tænker på, at jeg var ude for et biluheld for blot en måneds tid siden.
