Emil …!

Hvidovre Cykle Klub havde lagt deres åbne landevejsløb i Jungshoved ved Præstø, og det fik et par store håndfulde FBL’ere til at drage sydpå. Bedst gik det Emil, som på imponerende vis lagde hele B-feltet bag sig og kom solo til mål. Ja, han er godt nok stærk ham Emil – som, siger han selv, endnu ikke har ramt sin topform. Sejrherren har som bekendt altid ret, og han kunne da også bekendtgøre, at “det var min dag, og [den] formede sig mere perfekt, end jeg havde fantasi til at planlægge.”

I en længere beretning, delt med sine klubkammerater på klubbens interne side, gør Emil, valgt til Årets Rytter i FBL 2010, det ganske tydeligt, at han ikke alene er pokkers stærk på cyklen: Han kører også cykelløb med hovedet. Og han justerer konstant sin taktik til forholdende – og ‘begraver’ så sig selv, når det bliver nødvendigt. 

Løbet ved Jungshoved dominerede han ved selv at iværksætte, hvad der blev det afgørende udbrud. Efter blot 15 km. Resten af løbet var han med til at holde dampen oppe og sikre, at udbruddet ikke blev hentet ‘hjem’.

Om slutspillet fortæller han:

”Med ca. tre km hjem lignede det et spurtopgør i gruppen, og jeg besluttede mig for ikke at vige fra Troels, som tog fronten. Forventeligt rykkede hans klubkammerat Sandstød fra gruppens bagerste plads og fÃ¥r et godt hul, fordi der blev bakket af i front, men jeg blev i hans hjul og ventede og ventede. Bag mig blev der rÃ¥bt: “Det er Sandstøds søn – ham vil jeg ikke køre ind”, og jeg ventede lidt endnu, før jeg trÃ¥dte an, maksimalt fra gruppens anden position med ca. 1,5 km igen. Konstaterede hurtigt, at der var hul – og gÃ¥r dybt. Ved 1000 m kæmpede jeg mig forbi Sandstød i sÃ¥ høj fart, at han ikke kunne gÃ¥ pÃ¥ hjul. PÃ¥ opløbsstrækningen var det nærmest uvirkeligt at konstatere, at hullet var stort nok til at slippe styret, lyne op og strække armene i vejret, før jeg krydsede stregen.”