En rytter af ganske særlig støbning

På denne hjemmeside dukker en gang i mellem et navn op, som måske ikke tager meget spalteplads, men som, når det gør, typisk optræder som vinder af vores klubmesterskab eller samlet triumfator i FBL Cuppen. Navnet er Rasmus Andersen. Medlem i FBL i godt ti år, men har – beklageligvis, set fra vores synspunkt – valgt at køre licensløb for Hvidovre de senere år, hvorfor hans resultater ikke nævnes så ofte her på siden som andres. Det er bestemt ingen grund til, at han ikke kan præsenteres lidt nærmere.

For Rasmus er heldigvis stadig FBL’er og træner med os såvel som kører fra os, når der køres interne væddeløb.

Og ser man på sejrslisten i klubbens interne væddeløb, klubmesterskabet (KM) og FBL Cuppen, er der ingen tvivl om, at Rasmus er disse års stærkeste rytter i FBL. Tre gange klubmester i seneste fire år (og en andenplads) for nu at nævne den lille detalje.

For nylig rykkede han sågar op i A-klassen (for Hvidovre), så også der er fakta ganske klare, da FBL for tiden ikke råder over A-ryttere, men to ryttere i B-klassen og en stor håndfuld C-ryttere. Og de har stort set alle på et tidspunkt måtte vænne sig til at studere Rasmus’ baghjul.

Får kvalitetstræning i FBL
At Rasmus er nået så langt og holder ved kammeratskabet i FBL fortæller noget om både Rasmus og om klubben. Samtidig siger det en hel del om hans indstilling til træning. For eksempel kunne man foranlediges til at tro, at han savner modstand, at blive presset mere, når han træner med os i FBL. Men nej.

“Jeg savner ikke modstand. Min egen konklusion er, at når jeg kan køre så stærkt, som jeg gør, så er det også, fordi træning med FBL altså er kvalitetstræning. Mit mantra er også, at ligegyldigt hvilken træning, der er tale om – KM, Cup, what ever – så er det alt sammen forberedelse til næste weekends løb. Og så får den fuld gas hver  gang. Og helt ærligt – det hjælper sgu. Fedtspilleri giver ikke ømme muskler – og ømhed giver power.”

Sådan lyder parolen fra klassens – og klubbens – hårde dreng, der nok har et pulsur, men stadig tror på evnen til at bide smerte i sig – hvilket er noget, vi alle har fået at se til træning. Og den evne får han altså trænet i rigelig grad til at kunne tage turen helt op i landets bedste række. Derfor også afvisningen af, at det skulle være for nemt i FBL, for i klubben er der ”rigtig mange virkelig gode ryttere – de er bare ikke så heldige som mig i momentet”, lovpriser Rasmus ydmygt og med et lidt lumsk smil.

Hurtig oprykning til C-klassen
Selvom talentet hele tiden har været tydeligt, så har han jo også selv måttet arbejde sig op i rækkerne. Man starter jo trods alt ikke med at vinde cykelløb, men ved at få chancen for at deltage i dem.

”Jeg kan ikke med sikkerhed huske, hvornår jeg startede i FBL. Men lad os sige, at det var i 1998. Første gang, jeg mødte op, var til en vintertræning. Vi mødtes i klublokalet, hvor Jens ’Twist’ tog imod i en uldsweater – det glemmer jeg aldrig. Året inden havde jeg kørt Århus-København og havde fået lyst til mere. Jeg må have været 26 år dengang”, fortæller Rasmus om sin start i FBL. En klub som dengang så noget anderledes ud end i dag. Selv ’Twist’ har nu udskiftet stål med carbon og uld med syntetiske materialer.

”Vi planlagde en pinsetur til de tre Jyllandsløb. Vi lejede en minibus og en trailer, og så tog vi vist 8-10 mand af sted til en campingplads i Silkeborg. Det var kanon hyggeligt. Det var også min debut i væddeløb og Begynder-klassen. Det blev til en 2., 1. og 3. plads i de tre løb derovre. Dernæst fik jeg en 3. plads i weekenden efter – så var jeg pludselig i C.”

Beskedne ambitioner ved sæsonstart
De følgende år gik det imidlertid knap så stærkt. Der skulle styr på andre sider af tilværelsen, men i 2003 vendte Rasmus tilbage for alvor, og så kom der fart på igen. Men ikke mere, end at Rasmus hvert år har nulstillet sine point, fordi han ikke havde ambitioner – og ofte har hævdet slet ikke at være i form.

Dem, der har kørt med ham, ved dog, at udsagn af den art skal tages med et gran salt. Tonen var således den samme ved dette års sæsonstart I B-klassen, hvilket dog ikke stod i vejen for sejr i årets første samlede start. En sejr der hurtigt blev fulgt op af andre sejre, en tredjeplads ved veteran DM og, lige efter sommerpausen, oprykning til A-klassen – i en alder af 37 år vel og mærke.

Hvordan er det så at være nået så langt? Og kan Rasmus sætte nogle ord på, hvordan der er i den dér A-klasse, som nogle drømmer om at komme op i, andre frygter at havne i og de fleste af os slet ikke behøver at forholde os til.

Løbene er naturligvis en del længere nu, der køres lidt hurtigere og så er der hele service-delen, som i starten kan være pænt stressende, bekender han. Men alt det vidste han jo i forvejen.

Nu bliver der for alvor kørt cykelløb
Derfor er det også nogle andre forskelle, han har bidt mærke i, fx ”at et cykelløb ikke er slut, når det første udbrud er kørt – slet ikke. Faktisk kan der i højere grad, end jeg har oplevet det tidligere, nå at udvikle sig op til flere nye cykelløb i løbet, hvilket også skyldes, at felterne er meget større end i B-klassen. Det giver mere reelt cykelløb, at der er flere til at rykke. Det er super fedt”, forklarer han og uddyber, at der ”også rykkes oftere og med betydelig højere speed og længere varighed. Op til 500-1000 m længere ryk end tidligere. Det er tre tarvelige udfordringer, som kombineret gør rigtigt ondt.”

Meget vel Hr. Andersen, men så ved du måske, hvordan vi andre sommetider har det – hvis det altså ikke lige var fordi, at oprykningen rent faktisk også er gået over al forventning. Således blev Rasmus nr. 11 i Roskildes barske løb og – måske endnu mere imponerende – nr. 18 i sidste afdeling af Post Cuppen, et løb på 191 km, som blev kørt ved Vordingborg, og som samlede en stor del af den danske elite.

Rasmus fik ved den lejlighed og på nærmeste hold at se, hvordan de store danske kontinentalhold  indbyrdes kæmper om sejr og status. Måske ikke som i Tour de France, men tæt på.

”Radio-kommunikationen gør, at cykelløbene bliver kørt mere som på TV. Pludselig ligger alle rytterne fra et hold fx i front inden svinget og sidevinden. Og så ved man godt, hvad der skal ske. Det er lirens.”

Nye løb, nye læringer
Der er bestemt også fordele ved de lange løb, som han nu udsættes for. De gør fx, at han ikke som forventet har behøvet at øge træningsmængden i ugens løb, nærmest tværtimod.

Men så er der i stedet andre vigtige ting, han har skullet lære, nemlig at spise og drikke undervejs – særligt på den første halvdel af løbet. De varer ikke længere et par timer eller tre. Man sidder nu 4-5 timer i sadlen, og så er en energy-gel på et tilfældigt tidspunkt ikke længere nok.

Men som Rasmus erkender: Det der med at spise og drikke kan dog være svært, når der ”konstant er knald på”.