TRÆNING

Alle licensryttere, eller folk med ambitioner om at blive det, er velkomne til at møde op til vores fællestræning. Fællestræningen tilrettelægges af klubbens trænerteam. Træningen er hård og i princippet målrettet deltagelse i væddeløb

 

VINTERTRÆNING

 januar, februar og marts træner vi efter denne model:

  • Tirsdag og torsdag er den klassiske FBL-vintertræning henlagt til Avedøre Holme/Amager. Vi kører både længere intervaller i turneringstempo og kortere intervaller med fokus på sprint/anaerob zone. Vi mødes klokken 18.00 på Stamholmen.
  • Tirsdag og/eller torsdag er der som noget nyt også træning nord for København. Fokus er det samme som på Avedøre Holme: længere intervaller samt et fokus på sprint og anaerob zone.
  • Lørdag er selvtræning – dog med mulighed for organiseret fællestræning, hvis der er resurser i trænerteamet.
  • Søndag er der fokus på distance, sweet spot og fartleg. Ofte vil der være mulighed for at køre både en kort og en lang tur – begge med  trænere tilknyttet.

 

SOMMERTRÆNING  

Fra april til udgangen af september træner vi efter denne model:

  • Tirsdag kører vi intervaller med en længde på 5-15 minutter. Intervallerne køres i grupper efter niveau. Vi kører fra mødestedet kl. 17.30, og træningen varer ca. 3 timer.
  • Torsdag er som udgangspunkt afsat til hurtighedstræning. Vi laver forskellige øvelser, hvor der trænes både teknik og fysik. Der bliver også kørt et eller to korte væddeløb over 3-4 km. Vi kører fra mødestedet kl. 17.30, og træningen varer ca. 3 timer
  • I weekenden ruller klubbens ryttere ofte en tur lørdag eller søndag formiddag. Som regel med start kl. 9 og ca. 3-4 timer frem. I løbsfrie weekender arrangeres også hårdere træning. Begge dele er noget, som aftales løbende og vil typisk blive annonceret  på  vores lukkede Facebook for medlemmer. Er du i tvivl, er du velkommen til at kontakte trænerteamet eller en anden af klubbens kontaktpersoner.

 

Fælles for alle træninger er, at de bliver slået op i vores interne forum på Facebook.

Hvem kan deltage?

Alle, der kører eller planlægger at køre licenscykelløb kan i princippet deltage. Du behøver ikke allerede være licensrytter for at dukke op til træning i FBL, men en grundform og evnen til at køre ture på min. 80 km med over 30 km/t vil klart give både dig og andre medlemmer de bedste forudsætninger for at få mest muligt ud af træningen (vær dog omærksom på, at gennemsnitsfarten ikke nødvendigvis er retvisende, da træningen ofte er et mix imellem intervaller og transport). Det forventes desuden, at du har erfaring med at køre i gruppe og kan sidde på hjul uden at være til fare for nogen.

 NB. Da vi oplever en stor interesse for tiden, bliver vi nødt til at skærpe reglerne en anelse for “gratister”. Man er stadig hjerteligt velkommen til at komme og træne med, men efter 3 fællestræninger forventer vi, at man tager beslutningen om man vil melde sig ind i klubben, eller køre et andet sted. På den måde kan vi bedre sikre kvalitet i træningen for alle deltagere.

Mødested:
Vores mødested er “Mosehuset”, på hjørnet ved Hareskovvej og Mosesvinget, København NV: Se på Google Maps.

I januar, februar og marts trænes der i hverdagene med udgangspunkt i Avedøre Holme.

 

Træningsoversigt:

Januar – Marts

Tirsdag

18.00-20:00

Torsdag

18:00-20:00

Søndag

09:00 (2-4 timer)

April – september

Tirsdag

17:30-20:30

Torsdag

17:30-20:30

Weekend

Efter aftale

Oktober – december

Søndag

Efter aftale