Fuerteventura

Om en lille måneds tid drager en stor håndfuld FBL’ere af sted på træningslejr. Endnu et vigtigt led i forberedelserne frem mod en god sæson med fart i benene. Lige fra de første varmegrader rammer Danmark – og de første løb køres, licens såvel som motion. Turen går til den kanariske ø, Fuerteventura. Forhåbentlig et godt valg.

Efter blandede oplevelser på det spanske fastland og på Mallorca prøver vi os denne gang af på Fuerteventura: På Las Playitas, som må betegnes som en konkurrent til Club La Santa. Om det er en værdig konkurrent må tiden vise. Geografisk ligger de i samme område, og vejrliget burde være tæt på ens. Til gengæld er Las Playitas et nyere og endnu mindre kendt sted – med hvad det nu indebærer.

Las Playitas byder på en lang række faciliteter, er beliggende i gå afstand fra den lille by Las Playitas i nærheden af Gran Tarajal på det sydlige Fuerteventura.

Og hvad er nok så vigtigt, forlyder det fra en pålidelig kilde, at der er frisk, lækker asfalt på alle øens veje – med andre ord guf for landevejens raske svende. Samt en god fiskerestaurant i Las Playitas, til yderst rimelige priser, og masser af  solbrune sportskvinder i tights.

Hvad mere kan man forlange …

Jo, det skulle da lige være, at vores coach medbringer et godt og hårdt træningsprogram, så alle mand kommer hjem i super form.