Ligesom Søren, har også FBL’s yngste medlem, Jonathan, nedfældet en række ord, som tilsammen udgør en stærk og billedrig beretning. Den stammer fra et andet af sommerens hårdeste motionsløb: L’Étape du Tour. Et motionsløb som år for år, og modsat andre løb, som fx La Marmotte, får ny rute, som nøje udvælges blandt årets mest barske Tour-etaper – typisk årets ‘konge-etape’. I år var valget ikke overraskende faldet på 17. etape. Den som gik fra Pau og til toppen af Col du Tourmalet. En etape, som både professionelle og motionister med rette frygtede.

Klokken slog kvart i fem. Det var tide at stå op og tage tøj på. Det var stadig mørkt, koldt og klamt i Pau, men ikke desto mindre glædede jeg mig. Efter at være trukket i shorts og FBL trøjen, fik jeg hevet en vindjakke på og begav mig ned for at spise. Eller spise blev det egentligt ikke rigtigt til, da spændingen og nervøsiteten var så intens, at det kun blev til et par skefulde müsli og yoghurt. Det var tid til afgang, så jeg gik hurtigt op og hentede flasker, sko, hjelm og hvad man ellers skulle have med. (Dog glemte jeg solcreme, hvilket jeg senere kom til at fortryde!). Jeg gik ned i lobbyen og ventede på de andre fra selvskabet, som var arangeret af en gammel kollega til min far.

Der blev trillet hen til målstregen, hvor de efterhånden 9.000 ryttere havde samlet sig, så der blev skubbet og mast lidt for at finde ordentligt plads. Efter en times ventetid blev startsignalet givet, og vi trillede spændte og friske ud af selve byen ‘en route’ mod de høje bjerge.

Jeg havde dagene forinden gjort mig gode venner med en tidligere neo-pro, nu konditor ved navn Angus, som viste sig at være rigtigt godt kørende. Efter at have fulgtes med ham hele vejen til foden af Col du Marie Blanque, begyndte det kaos, man havde tidligere hørt om. Folk “stod” pakktet sammen, kørerende en del under det, jeg gerne ville, og man skulle råbe og mase for at komme forbi. Under et uopmærskomt øjeblik fra min side, hvor jeg snakkede med den eneste dansker, jeg mødte på turen, så jeg længere oppe Angus i sine luxembourgske nationaltrøje køre afsted. Da vidste jeg, at han ikke løj, når han fortalte, at han havde kørt prof.

På toppen af Marie Blanque satte jeg mig for at nyde nedkørselen – og kunne ikke vente på at ramme den først forplejningszone. Igen blev der skubbet og mast, men de frivillige var i godt humør og var meget hjælpsomme. Op på cyklen igen, og så afsted mod Col du Soulor, et bjerg jeg kendte, da jeg dagen inden havde taget turen op og ned på den anden side. Turen op af den er ikke noget specielt at fortælle om, men den gik dog hurtigere end den meget stejle Marie Blanque.

I bunden var der igen forplejning, og det havde man brug for! Der var nu cirka 50 km tilbage af løbet, og 131 km var passeret. Turen hen mod Col du Tourmalet blev klaret hurtigt på de lige stræk, hvor jeg fik indhentet en bekendt fra den engelske klub, London Dynamo. Her fik vi lukket nogle huller op til nogen af de lidt hurtigere kørerende ryttere foran os. Cirka 30 km fra målstregen, kunne vi allerede mærke stigningen komme. Jeg skimtede ned på min Garmin og spottede 3-4 % stigninger, selvom vi stadig var i dalen. Her ramte det mig som en hammer: det kommer til at blive et helvede at komme op! Eller rettere var det noget i stil med “FUCK FUCK FUCK!” (Måske lidt upassende sprog i dette forum … )

Nå men, efter nogle kilometer med rædsel i folks øjne og syre i benene, begynde vi at ane skiltet, der officielt slog fast, at Col du Tourmalet var begyndt. Her blev vi mødt af meget Tour De France-agtige tilstande, da tilskuere hældte vandt ned over os og råbte “Grand Courage” og “Allez allez!”. Jeg blev grebet af stemningen og indrømmer gerne, at man lige rejste sig op og trådte rigtigt igennem, hvor der var flest tilskuere.

En kilometer tilbage og jeg følte mig godt og grundigt brugt. Men jeg havde besluttet mig for at give den fuld gas den sidste kilometer. Så jeg satte cyklen på et tungere gear og rejste mig op. Før jeg vidste af det, var målstregen lige foran mig, direkte efter det sidste sving, som egentligt overraskede mig lidt.

Så stod man der på toppen og havde blandede følelser. Glæde oven at have gennemført. Sorg over at det var ovre.

I alt gennemførte jeg etapen i 9:16:00 for de 181 km og 4000+ højdemeter, som løbet bød på. Alt i alt en, for mig, tilfredstillende præstation, når man også tænker på, at jeg var ude for et biluheld for blot en måneds tid siden.

Løbsreferat fra dette års La Marmotte: Vi lagde ud lørdag morgen klokken 07 i Bourg d’Oisans. Var i første startgruppe, dvs første 300 ud af 7000, så strategien var klar. Den skulle ha fuld smadder de 10 km frem til Col du Glandon, for at undgå følgeskab og heraf flaskehalse. Den var alle med på, så det blev en 47-48 i snit på dette stykke – så er man jo også varm inden det går opad!

Jeg havde nok undervurderet turen op af Col du Glandon. Kunne jo nok have sagt mig selv, at når vi taler et HC bjerg, ja så går det altså opad ‘for real’. Men gik altså friskt til sagen.

Jeg havde inden turen sat mig et mål om sub 8 timer, dog med en margin på 30 minutter, hvilket stadig giver guld (brevent d’Or). Jeg vidste hvilket hjul, jeg skulle sidde i (en gruppe med et par erfarne Marmotte deltagere), men må slippe dem 4 km fra toppen. Kommer op i tiden 1.45 hvilket er 5 minutter efter skemaet. Det henter man ikke med min teknik på nedkørslen, men fandt en god gruppe i bunden og kunne sidde i god læ frem til næste stigning.

På Telegraph, begynder det så småt at gøre nas. Oplever næsten aldrig kramper herhjemme, så bliver en anelse nervøs her. Kommer dog rimeligt ok over denne stigning, der næsten går direkte over i den værste knold; Col du Galibier. Hold kæft en led satan! Nu er der kramper både når jeg står op og sidder ned, og jeg veksler egentlig bare for at flytte smerten. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og begynder så småt at indse, at der er en reel mulighed for, at jeg ikke kommer i mål.

Jeg stopper ved vores depot 1 km fra toppen, hvor vores guide spørger, hvad jeg vil have fra buffet’en. Jeg kan af en eller anden grund ikke tale, hvilket også er ligegyldigt, da jeg slet ikke kan tage stilling til noget på nuværende tidspunkt. Han trækker bare på skuldrene og fylder mine lommer med diverse carbs … og jeg kæmper mig den sidste, uendeligt lange kilometer op af et nu snedækket Galibier.

Nå, en god lang nedkørsel, og jeg er egentlig ikke så langt efter tidsskemaet, som jeg troede. Så jeg begynder at jagte en gruppe i horisonten, så jeg har følgeskab frem mod Alpe D’Huez, hvilket lykkedes og herfra går det smertefrit frem imod sidste  stigning. Jeg sidder her med en fornemmelse af, at adrenalinen og tilskuerne nok skal få mig op de sølle 13.2 km til mål. Stopper ved vores sidste depot for foden, hvor vores mand har valgt at placere sig lige efter tidsmåtten, der sikrer en individuel splittid for Alpe D’Huez.

Så jeg starter med at bruge lidt energi på at give ham en skideballe, da jeg har tænkt mig at lave noget stort på dette historiske bjerg. Nå, får tanket op, og ganske rigtigt – adrenalinen skyder mig op af bjerget … sådan cirka 50 meter, og så står jeg bare HELT stille. Wow …

Jeg får lige fundet et lidt mere realistisk tempo og tager kampen op. Temperaturen er her 38 grader, og jeg begynder så småt at opleve hvordan en dehydrering føles. Ca 3 km oppe må jeg af cyklen og kaste op. Sidder lidt dér i solen fuldstændig tømt, og det begynder at se lidt håbløst ud. Hjælper dog at stille sig under et af de små vandfald, der er langs klippe væggene – og få kølet kroppen ned. Men får kæmpet mig det sidste stykke i mål, i hvad der må være en af historiens langsommeste Alpe D’Huez splittider.

Er dog alt i alt godt tilfreds med sluttiden, der blev 8 timer og 28 minutter. Det var så absolut det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Det var smerter, som jeg aldrig har oplevet det før, og billedet (tv) er på ingen måde opstillet. Jeg havde kramper over alt (!), da jeg kom i mål. Men, det er jo også det, der gør det fedt. Det var virkelig en fantastisk oplevelse at ‘besejre’ disse bjerge, og jeg vil anbefale alle, der ikke har kørt den før, at overveje La Marmotte i 2011. Det er super løb, og meget bedre organiseret, end rygtet siger. Jeg prøver i hvert fald igen næste år, hvor fokus vil være på at spise og drikke optimalt, og ikke som i år, hvor det blev sådan lidt på ‘fornemmeren’ …”

Læs mere og se flere billeder på Sørens egen blog.

Sommerferien er slut (for de fleste), og dagligdagens rutiner vendt tilbage – herunder fællestræning i FBL. Snart starter både efterårs-sæsonens væddeløb og hjemlige motionsløb, og vi skal være klar til begge dele. Vores fællestræning foregår hver tirsdag og torsdag kl. 17.30 (se her, hvor vi mødes). Men hold også øje med andre træninger under “Kommende arrangementer” i kolonnen til højre.

Claus er en slags dansk/svensk udgave af Fabian C, som bare sidder der som en stor motor. Har virkeligt prøvet at lokke ham til at melde sig ind i FBL; jeg er overbevist om, at han med den rette træning ville smadre alt i enkeltstarterne.

Det sjove ved dette års Vättern sammenlignet med sidste år er, at FBL træningen har sat sit præg, og det hele bliver mere race agtigt med spurter over diverse mellemtider, bakker osv.

Vores startgruppe på 50 mand var 04.46, der var vel en 6-7 grader og vindstyrke på en 7-8 m/s. Koldt og tidligt. En ikke speciel god gruppe og ikke mange, der gider deltage foran. De første 100 km er ret hårde. Kenneth lider i vinden. Strategien lød på helst sub 9 med maks 3 depot stop af 5-10 minutter.  Sub 10 ville dog være ok. Vi havde planlagt at stoppe ved 80, 140 og 230 for vand og en banan. Yderligere ville vi følges ad de første 200, hvis benene var til det.

Efter 108 km lige uden for Jönköbing kommer der en ny stigning i løbet, som er 2 km lang og 4,5 pct i snit, 9 pct hvor den er værst. Her bliver vi splittet, men samler op igen på vej ned. Vi møder en 6-7 andre danskere, hvoraf de 3 holder vores niveau – og de sidste we lidt tungere. Men i det mindste flere til at trække.

Dem sidder vi med ved 160 km mærket, da himlen åbner sig, og det begynder at pisse ned. Hvis det havde været 50 km før, var vi nok stået af. De efterfølgende 25 km regner det tungt, og vi må lige stoppe en ekstra gang end planlagt og lette blæren.
Kort efter regnen stopper, splitter gruppen op, og vi sidder os 3 sammen igen. Indtil omkring 200 km mærket har jeg været rigtigt godt kørende, men nu begynder det at gøre ondt, og jeg kan godt mærke, at jeg har siddet med fremme i lang tid. Det mere eksplosive FBL træning har sin pris.  Heldigvis er Kenneth som genfødt, og han tager nogle seriøst lange føringer.

Efter 230 km’ish finder vi sammen med en lille gruppe på en 25 mand, og det passer os fint at nogle andre trækker lidt igen. De har dog ikke energien til at holde tempoet, og først kører Kenneth og en svensker væk. Derefter kører Claus og en anden dansker. Jeg sidder og bliver fanget inderst i feltet og lige pluseligt er hullet 150-200 meter på en stigning over en bro, hvor der er masser af sidevind. Det koster mig alt, hvad jeg har lært at lukke det hul op til Kenneth. Mit lår kramper som ind i helvede, og da jeg kommer op, er det bare på klappen og så blive hængende. Men vi får smidt de 20 andre.

Herfra sidder vi os 5, indtil en gruppe 6-7 Team Ringsted ryttere kommer op omkring 270 km. De får lidt læ og tager derefter over. På det tidspunkt er jeg ovre min krise og er igang med seriøs nedbrydning . De giver fuld gas, og de sidste 25 km bliver kørt igennem et super fedt skov område med masser af træer og små svingende veje. Tempoet er meget højt så langt henne i løbet, og vi kører forbi alt og alle.

Da vi kommer ind til opløbet, opdager jeg, at vi har tabt Kenneth og Claus (ca. 3 km før mål desværre), og jeg sidder med svenskeren og danskeren fra tidligere og Ringsted. Den får fuld gas over målstregen med en effektiv køretid på ca. 9 t og samlet tid 9,26 inkl depot stops.

Næste år går vi under 9!

Generelt et virkeligt velorganiseret løb. 20.000 deltagere i år. Depoterne fungerer perfekt. Der mangler aldrig noget, og landskabet er virkeligt varieret.

Et super motionsløb med race elementer a la FBL.”

Hører man til de, der vælger at sænke træningsniveauet, vil en god model være at tage en hel uge uden træning efterfulgt af en uge med begrænset mængde træning. Alternativt køre 2-3 uger med nedsat træningsmængde og kun få “lystbetonede” intervaller. Derefter skal der igen mere intensitet i træningen, så man er klar til august.

En strategi, man også kan vælge, er at arbejde med en kvalitet, som man gerne vil forbedre. I og med at der er løbsfri periode, så er der mere tid og energi til træning. F.eks. kan man bruge det meste af juli på at træne sin hurtighed med forskellige øvelser som f.eks. antrit, 2-300 meter sprint med flyvende start og bakkespurter. Eller man kan vælge at fokusere på tempokørsel og træne både position, kørestil foruden lange intervaller ved AT niveau.

En tredje kvalitet, som man kan vælge at fokusere på, og som også er vigtig for at begå sig i feltet, er VO2max træning. Altså iltoptagelsestræning (V for volumen; O2 for ilt). Dvs. at man forsøger at øge den mængde ilt, som man kan optage, når man arbejder hårdest. Det man ønsker at opnå er altså en forbedret evne til at optage ilt, når det gør hårdest for sig f.eks. i rykkene i sidevind og på bakketoppe. For kan man optage mere ilt, så kan man producere mere energi, og så kan man træde flere watt – og så er chancen for at klare udskilningen større. Og hvem vil ikke gerne det. Måden, man træner VO2 max på, er let, men hård. Man kører så hårdt som muligt i intervaller fra 40 sek. og op til 3 minutter med en samlet arbejdstid på op til 12 minutter.

Sommeren er også et godt tidspunkt at melde sig ind i en cykleklub, hvis man ikke tidligere har trænet med andre. I og med intensiteten er en anelse reduceret for en del af rytternes vedkommende, så kan man få en forholdsvis blid opstart. Ligeledes er der mere tid og overskud til det sociale, da der ikke er et væddeløb at koncentrere sig om hver weekend.

God sommer – og god træning

Efter forrige weekends moderate succes, var der atter fuld valuta for pengene i både Gladsaxe/CK Fix og Ballerups løb. Mads overrumplede alt og alle i D-klassen og snuppede sin første sejr – i sin bare femte start. Det bliver næppe hans sidste tur op på podiet i denne sæson. I C-klassen viste Henrik og Christian rigtig gode takter og blev treer og syver. Og sidst men ikke mindst, beviste Emil, at hans oprykning til C-klassen kan blive et stop på vejen videre. Emil suste nemlig ind på en flot andenplads i sin første start.

Selv kunne Mads fortælle følgende om løbet – og sejren:

”Det var fandeme fedt! Jeg var blevet enig med mig selv om, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle ud og prøve noget, som skulle gøre ondt. Med ca 12-13 km igen var der 4-5 mand, som fik et lille hul på 25-30 meter. Dem kørte jeg op til, men da jeg kom op, kørte de langsomt, som om de havde givet op. Så jeg kørte forbi dem, og da  jeg så, at der var blevet hul, kørte jeg bare med alt hvad havde.

Jeg Fik god fart i den og heldigvis lå der en Hillerød-rytter ude, som jeg hentede med 7-8 km igen. Der var ikke meget tilbage i ham, men han kunne give nogle korte pauser til mig.

Med 500 meter igen lagde jeg mig frem og åbnede spurten ca 200 fra mål, gav alt hvad jeg havde og vandt! Selvom jeg havde sygt ‘noia’ hele vejen – havde han bare siddet og bluffet og ville komme flyvende forbi mig. Men det gjorde han ikke, og det var sgu fedt!”

Læs også Madirazzas blog for en spændende løbsberetning.

Endnu mere snart …

På bloggen kan man også læse, at Michael, som er ny mand i FBL, har taget pause fra væddeløb bl.a på grund af det dårlige vejr. Ganske forståeligt for en mand, som for godt fire måneder siden løb Vasaløbet i bidende kulde.

Læs mere her på Michaels blog: http://www.madirazza.blogspot.com

Stefan kunne med rette kaldes favorit forud for søndags enkeltstart i Greve efter andenplads i Nakskovs enkeltstart og sejr i Køre CR’s partidskørsel. Presset tyngede dog ikke den formstærke D-rytter. I mål var der over et minut ned til nr. 2 … Stefan kan nu kalde sig Sjællandsmester – og er klar til at tørne ud i C-klassen.

Stefan, der også vandt i tempodisciplinen i vores egen FBL Cup, var naturligvis en glad og stolt mand.

Men på en dag, hvor alt spillede, var løbsberetningen tilsvarende kort:

“Der er ikke så meget at fortælle: Næsten ingen vind, men flade bakker. Masser af fart. Claus så godt ud, da vi krydsede hinanden. Gode råd fra coach. Hele familien var troppet op, så jeg fik tilråb ved keglen, og min mor kunne være stolt over sin søn ved præmieoverrækkelsen”, fortæller Stefan og hentyder til Claus, som også forsøgte sig på de 27 ensomme kilometer.

Claus’ præstation i D-klassen rakte til en 9. plads.

I H40 blev Bo ‘Coach’ nr. 22. Mon ikke han (og andre FBL’ere) kunne komme endnu længere frem på resultattavlen, hvis de brune farver endegyldigt blev lagt på hylden – og tilsvarende tempodragter blev fremstillet i de sort-røde farver.

Emil øverst på Amager – og med Thomas fra vores legekammerater fra JCC på en flot tredjeplads. Begge kom med i det afgørende udbrud, som Emil stod for at gøre forarbejdet til – og i sidste ende rykkede sig fri af. Der er nu noget særligt ved at komme til mål i ensom majestæt.

Reaktioner fra løbet:

”Jeg havde ikke planlagt udbrud så tidligt, men blev provokeret af at D-feltet startede ud med flad front. Lynhurtigt kom der en ivrig Odrup-mand op, så jeg lod ham tage nogle gode føringer i sidevinden. Da Thomas fra JC kom op, gik jeg for alvor ind i samarbejdet. (…) En hård dag hvor det hele flaskede sig for mig, og jeg kan kun opfodre til forsøge med de lange udbrud. Lykkedes det ikke i det første løb, så er man i det mindste blevet stærkere til det næste løb. Tror ikke det varer længe før vi har flere oprykkere fra D-klassen.”
- Emil om sejren

”Og man kan ikke engang skimte feltet bagude – max respekt!”
- Bo ‘Coach’