Podiebillede som vi kan li’ det! Anders, Kristian og Christian.
Det begynder at nærme sig det trivielle her på FBLs hjemmeside, at nævne nye rekorder i klubbens pointstatistik.
Men den forgangne weekend bliver meget svær at stikke i fremtiden!
To våde og vindblæste løb skulle forceres henholdsvis i bakkerne omkring Strø lørdag ved ABCs løb, og dagen efter ved fladbanetons i Sengeløse ved Rytgerløbet afholdt af KCK Herlev. Plus det løse.
Lørdag hiver Emil fra Team Soigneur // FBL en femteplads i Strø Bjerge i A-klassen efter et særdeles vådt og hårdt udskilningsløb. Nogenlunde samtidig (samkørsel) napper David sejren i B-klassen. Niels tager sig af 2. pladsen og Christian Finnerup 5. pladsen bare lige for at understrege FBL’s dominans i B. I C-klassen vinder Morten Holm spurten i udbruddet og tager sejren. Klubens nye, tri-omvendte og lynhurtige D-rytter Malthe, snupper 2. pladsen i D og overfejeren Henrik lukker og slukker ligeledes med en 2. plads i H50.
Vild dag!
Søndag viser Emil hvorfor man skal køre løb på 2. dagen og tager en 7. plads i A. Rollerne byttes om i B-klassen, hvor Anders Elmholdt tager en fortjent sejr med Kristian Karstoft på 3. pladsen og Christian Finnerup som 5’er igen. Klubbens fem startende B-ryttere ender alle i top10. Rashid slutter en formidabel FBL-weekend med en 3. plads i C-klassen efter at have proklameret, at han “fandme ville på podiet i dag.”
Og så det løse! For Mathias, som er rykket fra B op på Team Soigneur // FBL var også en tur i Jylland lørdag for at køre enkeltstart mod specialisterne. Her nuppede han en 4. plads i A, hvilket må siges, at være en yderst acceptabel debut (så kan vi godt level med, at han blev hevet ud af Rytger-løbet for at smide en gel 50 meter fra dropzonen…). Hertil kommer alle de enkelte pinde, som andre ryttere har kørt ind i løbet af weekenden.
Med lidt hurtig sammentælling lander det altså på 85 point! Alt i alt en særdeles indbringende weekend for klubben… Niveauet er tårnhøjt gennem alle klasser for tiden. Stort tillykke til vinderne!